Klubnyheder

Kæmpe fodboldfest rammer Sydbank Arena Kolding

16. november 2022, 19.38

Landsholdet er udtaget, og nedtællingen er begyndt. 


Når VM i fodbold fløjtes i gang lige om lidt, og Danmarks Drenge indtager banen i de røde/hvide farver, bliver det med fuld opbakning fra hele nationen. 

Og det er motivationen bag Hyundai Fanzone, der inviterer indenfor til storskærmsfodbold i Sydbank Arena Kolding. Få begivenheder kan samle danskerne i en følelse af fællesskab som fodbold. Det ser vi både, når der spilles landskamp i Parken, og når lokalklubben tæver nabobyen på grønsværen. 

Derfor åbner flere af landets arenaer dørene for en fodboldfest ud over det sædvanlige i forbindelse med VM 2022, og festen rammer også Sydbank Arena Kolding. 

Bag arrangementet står garvede kræfter, for det bliver til i samarbejde med Hyundai, der er officiel FIFA-sponsor. ”Hyundai har været FIFA-sponsor de seneste 20 år, og det har givet os helt unikke muligheder for at komme tæt på fodboldfans verden over og i fællesskab med dem skabe nogle super fede folkefester,” siger Annegrete Skovby, pressechef for Hyundai Danmark, og fortsætter: ”Dette års slutrunde bliver naturligvis ingen undtagelse, og derfor er vi glade for at kunne invitere fodboldfans i alle aldre indenfor i nogle af landets arenaer til bold i verdensklasse og en forhåbentlig historisk fællesskabsfest, som vi har valgt at kalde ”Hyundai Fanzone”. 


Festen foregår foruden i Sydbank Arena Kolding, også i Arena Aabenraa, Messe C i Fredericia, DGI Huset Vejle og Gigantium i Aalborg. Derfor har mange tusind publikummer mulighed for at deltage i Hyundai Fanzones fodboldfejring. Samtlige af 


Danmarks kampe vil blive vist i alle arenaer: 

Tirsdag d. 22.11.2022 kl. 14.00 - Danmark vs. Tunesien (dørene åbner kl. 11.00) 

Lørdag d. 26.11.2022 kl. 17.00 - Danmark vs. Frankrig (dørene åbner kl. 14.00) 

Onsdag d. 30.11.2022 kl. 16.00 - Danmark vs. Australien (dørene åbner kl. 13.00) 


Derefter starter playoff-kampene, der også vises, skulle det veloplagte landshold gå videre. Et eventuelt overskud fra arrangementet doneres til velgørenhedsfonden CoolUnite, der vil bruge donationen til at lave en fodboldskole for nogle af landets anbragte og udsatte børn i sommeren 2023. 


FAKTA Der er gratis adgang til alle storskærmsarrangementerne. Billetterne kan hentes onsdag den 9. november fra kl. 10.00 på www.universe.com Der kan trækkes to billetter pr. bruger. Der distribueres flere billetter, end hvad der er kapacitet til i arenaerne. 


Det er først til mølle, så kom i god tid. Sydbank Arena Kolding har en kapacitet på 5.800 publikummer. Arenaerne åbner tre timer før kampstart.


Læs mere på https://vm2022.nu/